Vesterhavet

Thisted er formentlig opstået engang i middelalderen som en lille landsby og fiskerleje. Men i løbet af 1400-tallet udviklede byen sig til et lokalt handelscentrum, som frem til slutningen af 1700-tallet fortsat havde størrelsen af en lille købstad med beskeden handel. Først i 1800-tallet begyndte byen dog at få fremgang. Byens skibsfart blev desuden hjulpet af, at Limfjorden i 1825 brød igennem til Vesterhavet, så skibene kunne sejle ud af fjordens vestlige ende. Den vestlige udsejling sandede dog til igen, men med anlæggelsen af Frederik VII’s kanal ved Løgstør i 1861 og jernbaneforbindelsen til Struer i 1882 blev forudsætningerne for industrien endnu bedre.

Besættelsens indflydelse på området:

I 1920’erne og 1930’erne var området neden for skrænterne i Dragsbæk, ved det nuværende Hotel Limfjorden, et rekreativt område ejet af Thisted Kommune. Området blev døbt Simons Bakker og var et populært bade- og udflugtssted for de lokale thistedboere. Da krigen kom, besatte tyskerne området og brugte det som vandflyvebase. Øst for Thisted opførte de en attraplejr med det formål at narre de allierede flyvere til at angribe det falske anlæg i stedet for den rigtige Seefliegerhorst-base.

Efter krigen blev dette anlæg omdannet til en flygtningelejr for de mange østeuropæere, der kom til Danmark. Lejren, som blev kendt som Dragsbæklejren, udviklede sig nærmest til en by i byen – et lille samfund for sig selv. I dag huser stedet Beredskabsstyrelsen i Nordjylland som Thisted Kaserne, men det er også et symbol på livets omskiftelighed, med et mindesmærke fra den tid og mindet om det land, flygtningene kom fra. Ved Beredskabsstyrelsens kaserne står et malet trækors og et stort mosaikrelief, begge rejst af flygtninge fra Litauen i 1947.

Hotel Limfjorden bliver til

Ifølge en lokal thyboer byggede tyskerne en del af hotellet i 1940. I de 5 år, hvor Thisted var besat, blev opført flere bygninger, hvoraf det kun er en tidligere officer-bygning som står tilbage i dag. Denne sal er i dag vores selskabslokale Guldsalen, hvori der dengang var en stor lysekrone ”pyntet” med nazi-tegn. Lysekronen er dog nu på museum.

Lidt tid efter befrielsen hvor lejren var blevet forladt, overtog kommunen bygningerne i 1948 og indrettede hotel, Strandhotellet. Strandhotellet var dengang et ret fornemt sted, hvor ingen fik adgang uden slips. Det var stedet for dans og musik hver lørdag aften. Hvornår hotellet officielt blev til Hotel Limfjorden er uvist, men man ved, at Strandhotellet blev forpagtet frem til midten af 80’erne.

Hotel Limfjorden blev en del af Danske Hoteller i 2006. I 2023 skete der en stor udvikling på hotellet, hvor det gamle hotel fik nyt ambitiøst liv i køkkenet, med et moderne præg på menuen og de lokale råvarer i fokus. Især med inspiration i omgivelserne og den smukke og barske natur i område.



Danske Hoteller


restaurant thisted