Panorama-cykelruten "Dyrenes paradis" - 44 km
Afstand: 17.66 Km
Undervejs møder du et utal af fugle - måske endda de sky traner og sjældne havfugle samt oddere.
Du kan starte cykelturen hvor som helst på ruten. Her i beskrivelsen starter vi fra Nørre Vorupør i Thy. Besøg Vorupør Kirke og kirkegård, som vidner om mange barske skæbner i det lille fiskersamfund.
Kør mod Stenbjerg, hvor du på vejen passerer kunstneren Jens Søndergaards sommerhus med en særpræget gallionsfigur foran huset. I Informationshuset på Stenbjerg Landingsplads finder du materiale om dyr og planter i Nationalpark Thy.
I Käte Lassens sommerhus kan du se en udstilling om kunstnere, som har opholdt sig i Stenbjerg. Fra en af bunkerne fra 2. verdenskrig er der en storslået udsigt over klitheden.
Ved Ove Sø kan du fra udkigstårnet i nordenden observere dyrelivet - traner og oddere - hvis du er heldig.
På vej mod Nørhå kan du se nogle særprægede enlængede gårde "højremshuse" bygget efter samme principper som i jernalderen: Beboelse i den østlige ende, stalden i midten og laden mod vest.
I Faddersbøl Mølle kan du fordybe dig i en lille udstilling om områdets natur og kultur.
I Hundborg kan du gå på opdagelse hos keramiker Finn Bukhave. Turen går via Tvorup tilbage til Vorupør.
Den i alt 44 km lange rute går ad forskelligt terræn; asfalt-, grus, sti-, og skovveje Du kan starte turen fra et hvilket som helst punkt på ruten.
Ruten er afmærket "411 Panoramarute", hvilket gør den let for dig at følge.
Du kan læse mere om Panoramaruten Dyrenes Paradis her, hvor du også kan planlægge din tur rundt i området.
Opdateret af: VisitNordvestkysten, Thy | info@visitnordvestkysten.dk